Poul Dylmers interesse for stenskulpturer blev for alvor vakt, da en flok initiativrige borgere i Bramming arrangerede internationale stensymposier i 1997, 1999 og 2004 med kunstnere fra hele verden.
Dylmer har aldrig udgivet sig for at være kunstkender, men han føler stor ærefrygt overfor stenenes alder og udstrækning i fortid, nutid og fremtid. Som han selv udtrykker det: "Jeg selv har efterhånden nået en høj alder, men selv et langt livsforløb er kun et fnug i forhold til stenenes alder. Stenene fortæller om tiden før, tiden nu og tiden herefter".
Poul Dylmer er også af den overbevisning, at skulpturerne i Bramming bør placeres strategisk på hjørner, i sving og ved indfaldsveje - i det hele taget på steder, hvor folk dagligt passerer og kan glæde sig over kunsten.
Kunst skal efter Poul Dylmers mening aldrig placeres i parker eller grusgrave, hvor folk måske kommer en enkelt gang for derefter aldrig mere at se dem. Dette synspunkt har han fremført utrætteligt, mens forskellige beslutningstagere i lokalsamfundet har været meget uenige. I skrivende stund ser det ud til, at de resterende skulpturer fra det sidste symposium i 2004 - med temaet Kaj Lykke - vil blive på stedet, hvor de blev skabt, nemlig på pladsen udenfor Egnsmuseet ved Vandtårnet i Bramming.
Poul Dylmer mener, at Kaj Lykke skulpturerne ville få en langt bedre og mere synlig placering i Skolegade, som man påtænker snart at renovere. Skulpturerne skulle i så fald placeres ind mod P-pladserne, som vil stå i direkte forbindelse med byens vigtigste handelsgade, Nørregade. Det vil betyde, at mange flere mennesker vil kunne glæde sig over skulpturerne, når de dagligt færdes i bymidten.
